Medarbejder-login

Sådan går det i Esbjerg Kommune

19-01-2012

Esbjerg Kommune har mistet arbejdspladser i løbet af de seneste ti år, men det ser ud til, at udviklingen vender i de kommende år. I perioden frem til 2020 vil antallet af arbejdspladser vokse med cirka 3.300 ifølge en prognose fra Beskæftigelsesregion Syddanmark.

Formand for Esbjerg Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg Henrik Vallø er godt tilfreds: ”Vi skal selvfølgelig have mere gang i den globale økonomi, før det for alvor rykker, men det er opløftende at se, at allerede på et halvt års sigt forventer hver femte af virksomhederne, at de skal bruge flere medarbejdere, end de har i dag.”

Henrik Vallø fortsætter: ”Det er en stor hjælp til Esbjerg Kommunes arbejde med at forebygge langtidsledighed, at der er bevægelse på arbejdsmarkedet. Vi kan her og nu ikke gøre så meget for at skaffe arbejdspladser nok, men kan vi i det mindste sørge for, at de ledige ikke helt mister kontakten med arbejdsmarkedet, så er meget nået.”

FAKTA

Beskæftigelsesregion Syddanmark har udgivet pjecen ”Sådan går det i Esbjerg Kommune” Pjecen er målrettet kommunalpolitikere og medlemmer af Det Lokale Beskæftigelsesråd og giver et overblik over forskellige aspekter af udviklingen i Esbjerg Kommune, herunder:

  • Antal arbejdspladser
  • Pendling
  • Forventninger til områder med vækst og stagnation
  • Udvikling i befolkning og arbejdsstyrke
  • Udvikling i borgere på offentlig forsørgelse
  • Udvikling i de unges uddannelsesmønster

Pjecen kan hentes på Beskæftigelsesregionens hjemmeside www.brsyddanmark.dk (under ”For Jobcentre/Pjecer til kommunerne"). Pjecen bygger på interview med nøglepersoner i forskellige brancher, en fremskrivning af historiske data og oplysninger fra forskellige registre.